
AMYGDALA
“En danseforestilling for vores aller yngste publikummere og deres voksne. Amygdala udforsker vores fælles begyndelse i livmoderens røde, sanselige univers, hvor lys, lyd og bevægelse vækker kroppens tidligste minder. Forestillingen forener kunst, videnskab og fantasi i en kollektiv oplevelse, der inviterer de yngste og deres voksne til at træde ind i et omsluttende rum fuld af nærvær og transformation. Med dans, stemme og et levende lydlandskab skaber vi et unikt møde mellem det unike publikum og scenekunst allerede fra livets allerførste stadier.”
Lydunivers skabt af Anja T. Lahrmann, fra vores researchprojekt i 2024: en rejse ind i kroppens indre, hvor hjertets rytme og tarmenes resonans væves til en kakofoni, der får rummet til at ånde, pulsere og danse.


Skitse lavet af scenograf og lysdesigner Rosa Birkedal: Et trygt, kropsligt og huleagtigt livmoder-rum, hvor poesi, væske og blødhed mødes.
SPINE FICTION er et nystartet dansekompagni med base i København, med en stærk nordisk profil. Kompagniet ledes af de to koreografer og dansere Julie Rasmussen (Norge/Danmark) og My Marie Nilsson (Sverige/Danmark), som tilsammen har mange års erfaring med at skabe scenekunst for og med børn, unge og voksne.
Julie og My har samarbejdet i over 15 år, siden deres fælles uddannelse på Statens Scenekunstskole i København. Deres kunstneriske virke trækker på et bredt spektrum af æstetikker og udtryksformer, og de har begge arbejdet med institutioner som Teater Minsk, Åben Dans, Det Kongelige Teater, KORA, KUMULT, MYKA Dansehallerne og Stands & Dans.
SPINE FICTION skaber sanselige, nysgerrige og tankevækkende forestillinger, hvor kroppen, bevægelsen og det visuelle udtryk er i centrum. Kompagniet arbejder tværæstetisk og eksperimenterende med fokus på publikums inddragelse og nærvær, og lægger særlig vægt på at møde børn og unge i øjenhøjde – med integritet og kunstnerisk ambition.
Kompagniet producerer og turnerer på tværs af Skandinavien og er i gang med en række forestillinger:
-
AMYGDALA – en sanselig oplevelse for børn i alderen 0–24 måneder (under udvikling) med co-production og premiere på Dansehallerne juni 2026
-
Hidden Realms – en forestilling for børn i alderen 0–6 år (under udvikling) med co-production og premiere på Kilden Teater og Koncerthus (NO) september 2026, og dansk co-production og visning på Dansehallerne (DK), BORA BORA (DK) og Åben Dans (DK) i 2027.
-
Codomestication – en forestilling for voksne, med premiere i september 2025 under Kulturugen på Bornholm. Koreografi og koncept af Krõõt Juurak (under udvikling).
-
Enhjørningerne – en turnerende pop-up forestilling for hele familien (på turné og administreres af SPINE FICTION)

Følg vores processer her

Læs mere om kunstnerne her:
Julie Rasmussen & My Marie Nilsson
